Mon Påskeharen har været på besøg?

Oprettet d.

Mon Påskeharen har været på besøg?

Rasmus er lige vågnet op og ligger i sin dejlige varme seng.
Han er normalt en glad dinosaur, men i dag er han særligt glad og meget spændt.
Det er blevet påske, og han håber så inderligt, at Påskeharen kommer forbi og lægger nogle lækre påskeæg til ham ude i haven. Det gjorde den nemlig sidste år.

Rasmus går ud af sengen og hen til vinduet.
Øv! Der er ingen påskeæg at se!
”Ding, dong” det ringer på døren.

Rasmus går hen og lukker døren op.
Udenfor står
Emma, Liva og Lukas. De har alle en lille kurv under armen.
”Hej Rasmus!
 Er du klar til at lede efter påskeæg?” spørger Liva.
Rasmus ser bedrøvet på dem. ”Påskeharen har ikke været her. Jeg har kigget ud af vinduet”.
Emma fniser. ”Fjollehoved. Påskeharen gemmer jo påskeæggene, så dem kan man altså ikke bare sådan lige finde ved at kigge ud af vinduet. Tag sko og jakke på og kom med os ud og led efter dem”.
Rasmus smiler og skynder sig ud og tager sko og jakke på.
Hov, han var lige ved at glemme sin kurv. Heldigvis stod den lige ved døren.
De går alle fire ud i haven.
Lukas er den første til at finde et påskeæg.
”Se her!” Lukas peger under en busk, hvor der ligger et fint gult påskeæg.
”Jeg har også fundet et” siger Emma og står med et flot grønt påskeæg.
De går alle sammen rundt i haven og leder. De kigger i buske, under træet, bag sten og alle de steder, hvor de tror, Påskeharen kunne have gemt påskeæggene.
”Jaaa! Jeg har fundet to påskeæg” råber Rasmus meget glad.
”Nej, hvor er du altså heldig Rasmus” siger Liva, Emma og Lukas i munden på hinanden.
De leder alle videre igen, men til sidst bliver de enige om, at der nok ikke er flere påskeæg gemt, og de nok skal til at gå ind igen.
Liva begynder stille at græde.
”Hvad der galt Liva” spørger Lukas og ser bekymret på hende.
”Snøft, snøft. Jeg er den eneste, der ikke har fundet et påskeæg” siger Liva med gråd i sin stemme.
”Åh nej” siger Rasmus. ”Liva, vil du ikke have et af mine påskeæg? Jeg har nemlig to, og jeg vil meget gerne dele dem med dig”.
Liva bliver meget glad og smiler til Rasmus.
”Hvor er du altså bare sød Rasmus. Tusind tak!” siger Liva.
De fire dinosaur venner går sammen ind i huset.
De spiser påskeæg, spiller spil og griner sammen.
Det har været en dejlig dag.

GOD PÅSKE